Et farligt frieri

Den tid Aslaug blev voksen jente, var der ikke stor fred at få 
på Huseby; ti der både reves og slogs bygdens gildeste gutter 
nat efter nat. Værst var det lørdagsnatten; men da lagde heller 
aldrig gamle Knut Huseby sig uden i sine skindbukser og med 
en bjørkestav foran sengen. - "Har jeg fåt en jente, skal jeg 
også værge hende," sagde Husebyen. 

Tore Næsset var bare husmandsgut; men endda var der 
dem, som sagde, at han var den, som kom oftest til 
gårdmands-jenten på Huseby. Gamle Knut likte det ikke, sagde også, det 
var ikke sandt, "ti han havde aldrig set ham der." Men folk 
smålo sig imellem og mente, at havde han søgt vel i krogene 
i stedet for at drages med alle dem, som støjede og ståkede 
på gård og gulv, så havde han fundet Tore. 

Våren kom, og Aslaug drog til sæters med kreaturerne.
Når nu dagen lagde sig hed over dalen, fjældet rejste sig svalt 
op over solrøgen, bjælderne sang, buhunden gjødde, Aslaug 
hau-kede og blæste på lur oppe i lierne, - da fik gutterne 
hjærte-ondt, der de gik og vinnede nedpå volden. Og første 
lørdags-kvæld lagde den ene fortere opover end den anden. Men endnu 
fortere kom de nedover igjen; ti oppe på sæteren stod en gut 
bag døren, og han tog imod hver en, som kom, og 
rund-julede dem således, at de siden bestandig huskede de ord, der 
lagdes til: "Kom igjen næste gang, så skal du få mere/4 

Ikke rettere end de kunde skjønne, så var der bare en i 
det Præstegjæld, der ejede en slig næve, og det måtte være 
Tore Næsset. Og alle de rige gårdmandsgutterne syntes, det 
var for galt, at den husmandsbuk skulde stange højst oppe på 
Husebysæteren. 

Det samme syntes også gamle Knut, da han fik høre derom, 
og han mente tillige, at var der ingen anden, som kunde binde 
ham, så skulde han og hans sønner forsøge. Knut tog vistnok 
til at ældes nu, men endda han var henimod seksti år, plejede 
han gjærne at ta et tag eller to med sin ældste søn, når det 
blev for stille i et godt lag. 

Opover til Husebysæteren gik bare én vej, og den bar bent 
gjennem gården. Næste lørdagskvæld, da Tore vilde tiisæters 
og listede sig gjennem gården alt lettere på foden, da han var 
kommen til laven, for en kar lige i hans bringe. "Hvad vil 
du mig?" sagde Tore og slog ham i marken så det sang i ham. 
"Det skal du få vide," sagde en anden bag ham med et 
nakkedrag, og det var broderen. "Her kommer den tredje," sagde 
Knut og gik ham bent på livet. 

Tore blev stærkere i faren; han var så myg som en 
vidje-kvist og slog, så det sved; han smat og smøg; der slag faldt, 
var han ikke; der de intet ventede, fik de. Banket blev han 
vistnok tilsist, ogt det tilgagns, men gamle Knut sagde oftere 
siden, at stautere *kar havde han neppe været i kast med. De 
holdt på, til der flød blod, men da sagde Husebyen: "Stop!" 
og lagde til: "Kan du næste lørdagskvæld slippe forbi 
Huseby-ulven og hans unger, så skal jenten være din!" 

Tore drog sig hjemover, så godt han kunde, og da han var 
kommen hjem, lagde han sig ned. Stort ord gik der af 
slagsmålet på Huseby, men det sagde en og hver: "Hvad vilde han 
der?" - - En var der, som ikke sagde så, og det var Aslaug. 
Hun havde ventet så på ham hin lørdagskvæld, og da hun nu 
fik høre, hvad vending det havde taget med ham og faderen, 


hun sig hen og gråt, sagde også til sig selv: "Får jeg ikke 
Tore, så får jeg ikke en glad dag mere her i verden." 

Tore blev liggende søndagen over, og mandagen kjendte han, 
at han også måtte ligge. Tirsdagen kom, og det var sådan 
vakker dag. Det havde regnet om natten, fjældet var vådt og 
grønt, vinduet stod åbent, duften af løv bar ind, bjælderne 
Ijomede ned over fjældene, og en haukede deroppe; - var 
det ikke, fordi moderen sad inde, havde han måttet gråte af 
utålmod. 

Onsdagen kom, og endnu lå han; men torsdagen tog han 
til at undres over, om han dog ikke kunde bli frisk til lørdag, 
og fredagen var han oppe. Han mindedes vel de ord, som 
faderen havde sagt: "Kan du næste lørdagskvæld komme forbi 
Huseby-ulven qg ungerne hans, så skal jenten være din." Han 
så bort over til Huseby gang efter gang. - "Jeg får da ikke 
mere end bank," tænkte Tore. 

Op til Husebysæteren gik der bare én vej, som før er sagt; 
men en dygtig kar kunde sagtens komme derop, om han end 
ikke netop gik bene vejen. Rodde han ud og forbi tangen 
der-borte, lagde så til på den anden side af fjældet, var der altid 
råd til at komme op, skjønt der rigtignok var så brat, at 
gjeden gik der med nød, og hun plejer dog ikke at være 
undselig tilfjælds. 

Lørdagen kom, og Tore gik ude hele dagen; - solen legede, 
så det sprat i buskene, og alt i ét haukede og lokkede det 
fra fjældene. Han sad endnu udenfor døren, da det led på 
kvælden, og en dampende tåge slikkede op efter lierne. Han 
så did op, og der var så stilt, han så bort i Huseby-gården, - 
og så skjød han båden ud og rodde omkring tangen. 

På sæteren sad Aslaug, færdig med sit dagværk. Hun 
tænkte på, at Tore ikke kunde komme den kvæld, men at der 
vel vilde komme des flere i hans sted; da løste hun buhunden 
og sagde ingen, hvorhen hun gik. Hun satte sig således, at hun 
kunde se ud over dalen, men der steg tågen op, og hun var 
heller ikke istand til at se derned; ti alting mindede hende. Hun 
flyttede sig da, og uden at hun rigtig tænkte på det, kom hun 
til at gå mod hin side, og der satte hun sig og så udover sjøen. 
Det gav slig fred, dette lange syn udover sjøen. 

Da fik hun lyst til at synge; hun tog en sang med lange 
toner i, og lyden gik langt i den stille nat. Hun var selv glad 
deri og sang derfor et vers til. Men da syntes det hende, at 
en svarede langt nede fra. "Kjære, hvad kan det være?" tænkte
Aslaug, hun gik frem til stupet, slog armene om en rank birk, 
som hang og skalv udover. Hun så ned; men hun så 
ingenting. Fjorden lå stille og roede sig, ikke én fugl strøg henover. 
Aslaug satte sig ned på ny og sang atter; da svarede det 
virkelig og med samme tone, nærmere end første gang. "Det 
må være noget alligevel;" Aslaug sprat op og bøjede sig 
udover. Og da så hun nede ved fjældvæggen en båd, som havde 
lagt til, og så dybt nede var det, at den så ud som et lidet 
skjæl. Hun drog øjet opover, mødte en rød hue og under den 
en gut, der arbejdede sig opover det næsten slette fjæld. "Kjære, 
hvem kan det være?" spurte Aslaug, slap birken og sprang 
langt tilbage. Hun turde ikke svare sig selv; ti hun vidste jo, 
hvem det var. Hun kastede sig ned på græsvolden, tog fast 
i græsset med begge hænder, som var det hende, der ikke 
skulde slippe taget; men græsroden løsnede, hun skreg højt og 
bad gud den almægtige hjælpe - ham. Men så randt det hende 
ihu, at denne Tores bedrift var at friste vorherre, og derfor 
kunde han ingen hjælp vente. "Bare denne ene gang," bad 
hun, og hun tog omkring hunden, som var det Tore, hun skulde 
holde fast, hun rullede sig med ham bortover græsvolden, og 
det syntes hende, som tiden var uden ende. 

Men da sled hunden sig løs. "Vov, vov!" gjødde den 
udover og viftede med halen; "vov, vov!" sagde den mod Aslaug 
og lagde forlabberne op; "vov, vov!" udover på ny, - og der 
stak en rød hue over fjældranden, og Tore lå ved hendes barm. 

Der blev han hele minutter uden at kunne sige et ord, og 
det, som han endelig sagde, var der ingen forstand i. 

Men gamle Knut Huseby sagde, da han hørte dette, et ord, 
hvori der var forstand; ti han sagde: "Den gut er værd at ha; 
jenten skal være hans."

Ørneredet

Endregårdene hed en liden bygd, der lå for sig selv med 
høje fjæld omkring. Den var flad i bunden og frugtbar, men 
blev skåret istykker af en bred elv, som kom fra fjældene. 
Denne elv bar ud i et vand, som lå op til bygden og gav 
udsigt langt udover. 

Op efter Endre-Vand var den mand kommen roende, som 
først havde ryddet i dalen; hans navn var Endre, og hans 
ætlinger var det, som bodde her. Somme sagde, han var rømt 
hid op for drab skyld, derfor var hans slegt så mørk; andre 
sagde, at dette skyldtes fjældene, der stængte solen ude kl. 5 
eftermiddag midsommersdag. 

Over den bygd hang et ørnerede. Det var lagt paa en 
bergknat oppi fjældet; alle kunde se, når hunørnen satte sig, 
men ingen kunde nå. Hanørnen sejlede over bygden, slog snart 
ned efter et kid, engang tog den også et lidet barn og bar bort; 
derfor var der ikke trygt i bygden, så længe ørnen havde rede 
i Flakfjældet. Det sagn lå over folket, at i gamle dage var der 
to brødre, som havde nåd op og revet redet; men nutildags 
var ingen så god, at han kunde nå. 

Hvor tvende mødtes i Endregårdene, talte de om ørneredet 
og så opefter. De vidste, når ørnene var komne igjen på det 
nye år, hvor de havde slåt ned og gjort ugagn, og hvem som 
sist havde prøvet at gå did op. Ungdommen øvede sig fra
smågutten af i berg og trær, i brydning og tag, for engang at 
kunne nå op og rive redet ligesom hine to brødre. 

På den tid, hvorom her fortælles, hed den beste gut i Endre- 
gårdene Lejf og var ikke af slægten. Han havde krøllet hår 
og små øjne, var ferm i al slags leg og kvindekjær. Han sagde 
tidlig om sig selv, at ørneredet skulde han engang nå; men 
gamle folk mente, han ikke burde sige det så højt. 

Dette tirrede ham, og endnu før han var kommen i sin 
beste alder, gik han tilvejrs. Det var en klar søndags 
formiddag først i sommeren; ungerne måtte netop være udklækkede. 

Folk havde samlet sig i stort følge under fjældet for at 
se på, de gamle rådede ifra og ungdommen til. Men han hørte 
blot sin egen lyst, ventede derfor, til hunørnen forlod sit rede, 
gjorde da et hop og hang i et træ flere alen fra jorden. Det 
grodde i en rift, og efter denne rift begyndte han at gå op. 
Småsten løsnede under foden på ham, muld og grus randt ned, 
ellers var det ganske stilt; kun elven gik bag med dæmpet, 
bestandig sus. Snart bar fjældet mere udover, han hang længe 
efter den ene hånd, ledte med foden efter fæste og kunde ikke 
se; mange, især kvinder, vendte sig bort og sagde, han havde 
ikke gjort dette, hvis han endnu havde havt forældre i live. 

Han fandt dog fæste, ledte igjen, så med hånden, så med foden, 
det glap, han gled, men hang atter fast. De, som stod nede, 
hørte hverandre drage pusten. Da rejste en høj, ung jente sig, 
som sad alene på en sten; de sagde, hun havde lovet sig til 
ham fra barn af, skjønt han ikke var af slægten. Hun strakte 
armene opover og ropte: "Lejf, Lejf, hvorfor gjør du dette?" 

Alt folket vendte sig mod hende, faderen stod tæt ved og så 
strængt på hende, men hun kjendte ham ikke. "Kom ned igjen, 
Lejf," ropte hun; "jeg, jeg holder af dig, og deroppe har du 
intet at vinde!" Man så ham betænke sig, det varede et 
øjeblik eller to, men så gik han længre op. Han var fast i 
hånden og foden, derfor gik det længe godt; men snart begyndte 
han at bli træt, ti han stansede ofte. En liden sten kom 
rullende som et forbud, og alle, som stod der, måtte følge den 
med øjnene helt ned. Nogle kunde ikke holde det ud, men gik. 

Jenten alene stod endnu højt der på stenen, vred hænderne og 
så op. Lejf tog atter for sig med hånden, da slap den, hun så 
det tydelig, han slog i med den andre, den slap også; "Lejf!" 
ropte hun, så det skar i berget, og alle de andre tog i med. 

"Han glider!" ropte de og strakte hænderne op imod ham, 
mænd og kvinder. Han gled også, tog med sig sand, sten, muld, 
gled, bestandig gled, fortere; folket vendte sig, og siden hørte 
de en rapen og skraben i fjældet bag sig, derpå noget tungt 
falde ned som et stort stykke våd jord. 

Da de atter kunde se sig om, lå han der, opreven og 
ukjendelig. Jenten lå over stenen, faderen bar hende bort. 

Ungdommen, som mest havde hidset Lejf til at gå op, turde 
nu ikke engang ta i og hjælpe ham; somme var ikke god til 
at se på. Så måtte de gamle frem. Den ældste af dem sagde, 
idet han tog fat: "Dette var galt; — men," lagde han til og så 
op, "det er dog godt, noget hænger så højt, at ikke alt folket 
kan nå."  

Faderen

Den mand, hvorom her skal fortælles, var den mægtigste 
i sit Præstegjæld; han hed Thord Øveraas. Han stod en dag 
i præstens kontor, høj og alvorlig; "jeg har fåt en søn," sagde 
han, "og vil ha ham over dåben." — "Hvad skal han hede?" 
— "Finn efter far min." — "Og fadderne?" — De blev nævnte 
og var da bygdens beste mænd og kvinder af mandens slægt. 
"Er der ellers noget?" spurte præsten, han så op. Bonden stod 
lidt; "jeg vilde gjærne ha ham døbt for sig selv," sagde han. 
— "Det vil sige på en hverdag?" — "På lørdag førstkommende, 
12 middag." — "Er der ellers noget?" spurte præsten. — "Ellers 
er der ingen ting;" bonden drejede huen, som vilde han gå. 
Da rejste præsten sig; "endnu dog dette," sagde han og gik lige 
bort til Thord, tog hans hånd og så ham ind i øjnene; "give 
gud, at barnet må bli dig til velsignelse!" 

Seksten år efter den dag stod Thord i præstens stue. "Du 
holder dig godt, du Thord," sagde præsten, han så ingen 
forandring på ham. "Jeg har heller ingen sorger," svarede Thord. 
Hertil taug præsten, men en stund efter spurte han: "Hvad 
er dit ærend i kvæld?" — "I kvæld kommer jeg om sønnen 
min, som skal konfirmeres imorgen." — "Han en en flink gut." 
— "Jeg vilde ikke betale præsten, før jeg hørte, hvad nummer 
han fik på kirkegulvet." — "Han skal stå nummer én." — "Jeg 
hører dette, — og her er 10 til præsten." — "Er der ellers  

noget?" spurte præsten, han så på Thord. — "Ellers er der intet." 
— Thord gik. 

Atter løb otte år hen, og så hørtes der støj en dag foran 
præstens kontor; ti mange mand kom, og Thord først. Præsten 
så op og kjendte ham: "Du kommer mandstærk i kvæld." — 
"Jeg vilde begjære lysning for sønnen min; han skal giftes med 
Karen Storliden, datter af Gudmund, som her står. — "Dette 
er jo bygdens rigeste jente. — "De siger så," svarede bonden, 
han strøg håret op med den ene hånd. Præsten sad en stund 
og som i tanker, han sagde intet, men førte navnene op i sine 
bøger, og mændene skrev under. Thord lagde tre daler på 
bordet. — "Jeg skal blot ha én," sagde præsten. — "Ved det 
nok; men han er mit eneste barn, — vilde gjærne gjøre det 
vel." — Præsten tog mod pengene. "Det er tredje gang, du på 
sønnens vegne står her nu, Thord. — "Men nu er jeg også 
færdig med ham," sagde Thord, lagde sin tegnebog sammen, 
sagde farvel og gik, — mændene langsomt efter. 

Fjorten dage efter den dag rodde far og søn i stille vejr 
over vandet til Storliden for at samtale om brylluppet. "Den 
toften ligger ikke sikkert under mig," sagde sønnen og rejste 
sig for at lægge den tilrette. I det samme glider den tilje, han 
står på; han slår ud med armene, gir et skrig og falder i 
vandet. — "Tag i åren!" ropte faderen, han rejste sig op og stak 
den ud. Men da sønnen havde gjort et par tag, stivner han. 
"Vent lidt!" ropte faderen, han rodde til. Da vælter sønnen 
bagover, ser langt på faderen — og synker. 

Thord vilde ikke ret tro det, han holdt båden stille og 
stirrede på den pletten, hvor sønnen var sunket ned, som skulde 
han komme op igjen. Der steg nogle bobler op, endnu nogle, 
så bare én stor, der brast, — og spejlblank lå atter sjøen. 

I tre dage og tre nætter så folk faderen ro rundt om den 
pletten uden at ta mad eller søvn til sig; han soknede efter sin 
søn. Og på den tredje dag om morgenen fandt han ham og 
kom bærende over bakkerne med ham til sin gård. 

Det kunde vel være gåt et år hen siden hin dag. Da hører 
præsten sent en høstkvæld nogen rusle ved døren ude i 
forstuen og famle varsomt efter låsen. Præsten åbnede døren, og 
ind trådte en høj, foroverbøjet mand, mager og hvid af hår. 
Præsten så længe på ham, før han kjendte ham; det var Thord. 
"Kommer du så sent?" sagde præsten og stod stille foran ham. 
"Å ja; jeg kommer sent," sagde Thord, han satte sig ned. 
Præsten satte sig også, som han ventede; der var længe stilt. 


Da sagde Thord: "Jeg har noget med, som jeg gjærne vilde 
gi til de fattige; det skulde gjøres til et legat og bære min søns 
navn;" — han rejste sig, lagde penger på bordet og satte sig 
atter. Præsten tællede dem op; "det var mange penger," sagde 
han. — "Det er hælvten af min gård; jeg solgte den idag." 
Præsten blev siddende i lang stilhed; han spurte endelig, men 
mildt: "Hvad vil du nu ta dig for, Thord?" — "Noget bedre." 
— De sad en stund, Thord med øjnene mod gulvet, præsten 
med øjnene på ham. Da sagde præsten sagte og langt: "Nu 
tænker jeg, at sønnen din endelig er blevet dig til velsignelse." 
— "Ja, nu tænker jeg det også selv," sagde Thord, han så op, 
og to tårer randt tunge ned over hans ansigt.