Den tid Aslaug blev voksen jente, var der ikke stor fred at få
på Huseby; ti der både reves og slogs bygdens gildeste gutter
nat efter nat. Værst var det lørdagsnatten; men da lagde heller
aldrig gamle Knut Huseby sig uden i sine skindbukser og med
en bjørkestav foran sengen. - "Har jeg fåt en jente, skal jeg
også værge hende," sagde Husebyen.
Tore Næsset var bare husmandsgut; men endda var der
dem, som sagde, at han var den, som kom oftest til
gårdmands-jenten på Huseby. Gamle Knut likte det ikke, sagde også, det
var ikke sandt, "ti han havde aldrig set ham der." Men folk
smålo sig imellem og mente, at havde han søgt vel i krogene
i stedet for at drages med alle dem, som støjede og ståkede
på gård og gulv, så havde han fundet Tore.
Våren kom, og Aslaug drog til sæters med kreaturerne.
Når nu dagen lagde sig hed over dalen, fjældet rejste sig svalt
op over solrøgen, bjælderne sang, buhunden gjødde, Aslaug
hau-kede og blæste på lur oppe i lierne, - da fik gutterne
hjærte-ondt, der de gik og vinnede nedpå volden. Og første
lørdags-kvæld lagde den ene fortere opover end den anden. Men endnu
fortere kom de nedover igjen; ti oppe på sæteren stod en gut
bag døren, og han tog imod hver en, som kom, og
rund-julede dem således, at de siden bestandig huskede de ord, der
lagdes til: "Kom igjen næste gang, så skal du få mere/4
Ikke rettere end de kunde skjønne, så var der bare en i
det Præstegjæld, der ejede en slig næve, og det måtte være
Tore Næsset. Og alle de rige gårdmandsgutterne syntes, det
var for galt, at den husmandsbuk skulde stange højst oppe på
Husebysæteren.
Det samme syntes også gamle Knut, da han fik høre derom,
og han mente tillige, at var der ingen anden, som kunde binde
ham, så skulde han og hans sønner forsøge. Knut tog vistnok
til at ældes nu, men endda han var henimod seksti år, plejede
han gjærne at ta et tag eller to med sin ældste søn, når det
blev for stille i et godt lag.
Opover til Husebysæteren gik bare én vej, og den bar bent
gjennem gården. Næste lørdagskvæld, da Tore vilde tiisæters
og listede sig gjennem gården alt lettere på foden, da han var
kommen til laven, for en kar lige i hans bringe. "Hvad vil
du mig?" sagde Tore og slog ham i marken så det sang i ham.
"Det skal du få vide," sagde en anden bag ham med et
nakkedrag, og det var broderen. "Her kommer den tredje," sagde
Knut og gik ham bent på livet.
Tore blev stærkere i faren; han var så myg som en
vidje-kvist og slog, så det sved; han smat og smøg; der slag faldt,
var han ikke; der de intet ventede, fik de. Banket blev han
vistnok tilsist, ogt det tilgagns, men gamle Knut sagde oftere
siden, at stautere *kar havde han neppe været i kast med. De
holdt på, til der flød blod, men da sagde Husebyen: "Stop!"
og lagde til: "Kan du næste lørdagskvæld slippe forbi
Huseby-ulven og hans unger, så skal jenten være din!"
Tore drog sig hjemover, så godt han kunde, og da han var
kommen hjem, lagde han sig ned. Stort ord gik der af
slagsmålet på Huseby, men det sagde en og hver: "Hvad vilde han
der?" - - En var der, som ikke sagde så, og det var Aslaug.
Hun havde ventet så på ham hin lørdagskvæld, og da hun nu
fik høre, hvad vending det havde taget med ham og faderen,
hun sig hen og gråt, sagde også til sig selv: "Får jeg ikke
Tore, så får jeg ikke en glad dag mere her i verden."
Tore blev liggende søndagen over, og mandagen kjendte han,
at han også måtte ligge. Tirsdagen kom, og det var sådan
vakker dag. Det havde regnet om natten, fjældet var vådt og
grønt, vinduet stod åbent, duften af løv bar ind, bjælderne
Ijomede ned over fjældene, og en haukede deroppe; - var
det ikke, fordi moderen sad inde, havde han måttet gråte af
utålmod.
Onsdagen kom, og endnu lå han; men torsdagen tog han
til at undres over, om han dog ikke kunde bli frisk til lørdag,
og fredagen var han oppe. Han mindedes vel de ord, som
faderen havde sagt: "Kan du næste lørdagskvæld komme forbi
Huseby-ulven qg ungerne hans, så skal jenten være din." Han
så bort over til Huseby gang efter gang. - "Jeg får da ikke
mere end bank," tænkte Tore.
Op til Husebysæteren gik der bare én vej, som før er sagt;
men en dygtig kar kunde sagtens komme derop, om han end
ikke netop gik bene vejen. Rodde han ud og forbi tangen
der-borte, lagde så til på den anden side af fjældet, var der altid
råd til at komme op, skjønt der rigtignok var så brat, at
gjeden gik der med nød, og hun plejer dog ikke at være
undselig tilfjælds.
Lørdagen kom, og Tore gik ude hele dagen; - solen legede,
så det sprat i buskene, og alt i ét haukede og lokkede det
fra fjældene. Han sad endnu udenfor døren, da det led på
kvælden, og en dampende tåge slikkede op efter lierne. Han
så did op, og der var så stilt, han så bort i Huseby-gården, -
og så skjød han båden ud og rodde omkring tangen.
På sæteren sad Aslaug, færdig med sit dagværk. Hun
tænkte på, at Tore ikke kunde komme den kvæld, men at der
vel vilde komme des flere i hans sted; da løste hun buhunden
og sagde ingen, hvorhen hun gik. Hun satte sig således, at hun
kunde se ud over dalen, men der steg tågen op, og hun var
heller ikke istand til at se derned; ti alting mindede hende. Hun
flyttede sig da, og uden at hun rigtig tænkte på det, kom hun
til at gå mod hin side, og der satte hun sig og så udover sjøen.
Det gav slig fred, dette lange syn udover sjøen.
Da fik hun lyst til at synge; hun tog en sang med lange
toner i, og lyden gik langt i den stille nat. Hun var selv glad
deri og sang derfor et vers til. Men da syntes det hende, at
en svarede langt nede fra. "Kjære, hvad kan det være?" tænkte
Aslaug, hun gik frem til stupet, slog armene om en rank birk,
som hang og skalv udover. Hun så ned; men hun så
ingenting. Fjorden lå stille og roede sig, ikke én fugl strøg henover.
Aslaug satte sig ned på ny og sang atter; da svarede det
virkelig og med samme tone, nærmere end første gang. "Det
må være noget alligevel;" Aslaug sprat op og bøjede sig
udover. Og da så hun nede ved fjældvæggen en båd, som havde
lagt til, og så dybt nede var det, at den så ud som et lidet
skjæl. Hun drog øjet opover, mødte en rød hue og under den
en gut, der arbejdede sig opover det næsten slette fjæld. "Kjære,
hvem kan det være?" spurte Aslaug, slap birken og sprang
langt tilbage. Hun turde ikke svare sig selv; ti hun vidste jo,
hvem det var. Hun kastede sig ned på græsvolden, tog fast
i græsset med begge hænder, som var det hende, der ikke
skulde slippe taget; men græsroden løsnede, hun skreg højt og
bad gud den almægtige hjælpe - ham. Men så randt det hende
ihu, at denne Tores bedrift var at friste vorherre, og derfor
kunde han ingen hjælp vente. "Bare denne ene gang," bad
hun, og hun tog omkring hunden, som var det Tore, hun skulde
holde fast, hun rullede sig med ham bortover græsvolden, og
det syntes hende, som tiden var uden ende.
Men da sled hunden sig løs. "Vov, vov!" gjødde den
udover og viftede med halen; "vov, vov!" sagde den mod Aslaug
og lagde forlabberne op; "vov, vov!" udover på ny, - og der
stak en rød hue over fjældranden, og Tore lå ved hendes barm.
Der blev han hele minutter uden at kunne sige et ord, og
det, som han endelig sagde, var der ingen forstand i.
Men gamle Knut Huseby sagde, da han hørte dette, et ord,
hvori der var forstand; ti han sagde: "Den gut er værd at ha;
jenten skal være hans."
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar