Ørneredet

Endregårdene hed en liden bygd, der lå for sig selv med 
høje fjæld omkring. Den var flad i bunden og frugtbar, men 
blev skåret istykker af en bred elv, som kom fra fjældene. 
Denne elv bar ud i et vand, som lå op til bygden og gav 
udsigt langt udover. 

Op efter Endre-Vand var den mand kommen roende, som 
først havde ryddet i dalen; hans navn var Endre, og hans 
ætlinger var det, som bodde her. Somme sagde, han var rømt 
hid op for drab skyld, derfor var hans slegt så mørk; andre 
sagde, at dette skyldtes fjældene, der stængte solen ude kl. 5 
eftermiddag midsommersdag. 

Over den bygd hang et ørnerede. Det var lagt paa en 
bergknat oppi fjældet; alle kunde se, når hunørnen satte sig, 
men ingen kunde nå. Hanørnen sejlede over bygden, slog snart 
ned efter et kid, engang tog den også et lidet barn og bar bort; 
derfor var der ikke trygt i bygden, så længe ørnen havde rede 
i Flakfjældet. Det sagn lå over folket, at i gamle dage var der 
to brødre, som havde nåd op og revet redet; men nutildags 
var ingen så god, at han kunde nå. 

Hvor tvende mødtes i Endregårdene, talte de om ørneredet 
og så opefter. De vidste, når ørnene var komne igjen på det 
nye år, hvor de havde slåt ned og gjort ugagn, og hvem som 
sist havde prøvet at gå did op. Ungdommen øvede sig fra
smågutten af i berg og trær, i brydning og tag, for engang at 
kunne nå op og rive redet ligesom hine to brødre. 

På den tid, hvorom her fortælles, hed den beste gut i Endre- 
gårdene Lejf og var ikke af slægten. Han havde krøllet hår 
og små øjne, var ferm i al slags leg og kvindekjær. Han sagde 
tidlig om sig selv, at ørneredet skulde han engang nå; men 
gamle folk mente, han ikke burde sige det så højt. 

Dette tirrede ham, og endnu før han var kommen i sin 
beste alder, gik han tilvejrs. Det var en klar søndags 
formiddag først i sommeren; ungerne måtte netop være udklækkede. 

Folk havde samlet sig i stort følge under fjældet for at 
se på, de gamle rådede ifra og ungdommen til. Men han hørte 
blot sin egen lyst, ventede derfor, til hunørnen forlod sit rede, 
gjorde da et hop og hang i et træ flere alen fra jorden. Det 
grodde i en rift, og efter denne rift begyndte han at gå op. 
Småsten løsnede under foden på ham, muld og grus randt ned, 
ellers var det ganske stilt; kun elven gik bag med dæmpet, 
bestandig sus. Snart bar fjældet mere udover, han hang længe 
efter den ene hånd, ledte med foden efter fæste og kunde ikke 
se; mange, især kvinder, vendte sig bort og sagde, han havde 
ikke gjort dette, hvis han endnu havde havt forældre i live. 

Han fandt dog fæste, ledte igjen, så med hånden, så med foden, 
det glap, han gled, men hang atter fast. De, som stod nede, 
hørte hverandre drage pusten. Da rejste en høj, ung jente sig, 
som sad alene på en sten; de sagde, hun havde lovet sig til 
ham fra barn af, skjønt han ikke var af slægten. Hun strakte 
armene opover og ropte: "Lejf, Lejf, hvorfor gjør du dette?" 

Alt folket vendte sig mod hende, faderen stod tæt ved og så 
strængt på hende, men hun kjendte ham ikke. "Kom ned igjen, 
Lejf," ropte hun; "jeg, jeg holder af dig, og deroppe har du 
intet at vinde!" Man så ham betænke sig, det varede et 
øjeblik eller to, men så gik han længre op. Han var fast i 
hånden og foden, derfor gik det længe godt; men snart begyndte 
han at bli træt, ti han stansede ofte. En liden sten kom 
rullende som et forbud, og alle, som stod der, måtte følge den 
med øjnene helt ned. Nogle kunde ikke holde det ud, men gik. 

Jenten alene stod endnu højt der på stenen, vred hænderne og 
så op. Lejf tog atter for sig med hånden, da slap den, hun så 
det tydelig, han slog i med den andre, den slap også; "Lejf!" 
ropte hun, så det skar i berget, og alle de andre tog i med. 

"Han glider!" ropte de og strakte hænderne op imod ham, 
mænd og kvinder. Han gled også, tog med sig sand, sten, muld, 
gled, bestandig gled, fortere; folket vendte sig, og siden hørte 
de en rapen og skraben i fjældet bag sig, derpå noget tungt 
falde ned som et stort stykke våd jord. 

Da de atter kunde se sig om, lå han der, opreven og 
ukjendelig. Jenten lå over stenen, faderen bar hende bort. 

Ungdommen, som mest havde hidset Lejf til at gå op, turde 
nu ikke engang ta i og hjælpe ham; somme var ikke god til 
at se på. Så måtte de gamle frem. Den ældste af dem sagde, 
idet han tog fat: "Dette var galt; — men," lagde han til og så 
op, "det er dog godt, noget hænger så højt, at ikke alt folket 
kan nå."