Faderen

Den mand, hvorom her skal fortælles, var den mægtigste 
i sit Præstegjæld; han hed Thord Øveraas. Han stod en dag 
i præstens kontor, høj og alvorlig; "jeg har fåt en søn," sagde 
han, "og vil ha ham over dåben." — "Hvad skal han hede?" 
— "Finn efter far min." — "Og fadderne?" — De blev nævnte 
og var da bygdens beste mænd og kvinder af mandens slægt. 
"Er der ellers noget?" spurte præsten, han så op. Bonden stod 
lidt; "jeg vilde gjærne ha ham døbt for sig selv," sagde han. 
— "Det vil sige på en hverdag?" — "På lørdag førstkommende, 
12 middag." — "Er der ellers noget?" spurte præsten. — "Ellers 
er der ingen ting;" bonden drejede huen, som vilde han gå. 
Da rejste præsten sig; "endnu dog dette," sagde han og gik lige 
bort til Thord, tog hans hånd og så ham ind i øjnene; "give 
gud, at barnet må bli dig til velsignelse!" 

Seksten år efter den dag stod Thord i præstens stue. "Du 
holder dig godt, du Thord," sagde præsten, han så ingen 
forandring på ham. "Jeg har heller ingen sorger," svarede Thord. 
Hertil taug præsten, men en stund efter spurte han: "Hvad 
er dit ærend i kvæld?" — "I kvæld kommer jeg om sønnen 
min, som skal konfirmeres imorgen." — "Han en en flink gut." 
— "Jeg vilde ikke betale præsten, før jeg hørte, hvad nummer 
han fik på kirkegulvet." — "Han skal stå nummer én." — "Jeg 
hører dette, — og her er 10 til præsten." — "Er der ellers  

noget?" spurte præsten, han så på Thord. — "Ellers er der intet." 
— Thord gik. 

Atter løb otte år hen, og så hørtes der støj en dag foran 
præstens kontor; ti mange mand kom, og Thord først. Præsten 
så op og kjendte ham: "Du kommer mandstærk i kvæld." — 
"Jeg vilde begjære lysning for sønnen min; han skal giftes med 
Karen Storliden, datter af Gudmund, som her står. — "Dette 
er jo bygdens rigeste jente. — "De siger så," svarede bonden, 
han strøg håret op med den ene hånd. Præsten sad en stund 
og som i tanker, han sagde intet, men førte navnene op i sine 
bøger, og mændene skrev under. Thord lagde tre daler på 
bordet. — "Jeg skal blot ha én," sagde præsten. — "Ved det 
nok; men han er mit eneste barn, — vilde gjærne gjøre det 
vel." — Præsten tog mod pengene. "Det er tredje gang, du på 
sønnens vegne står her nu, Thord. — "Men nu er jeg også 
færdig med ham," sagde Thord, lagde sin tegnebog sammen, 
sagde farvel og gik, — mændene langsomt efter. 

Fjorten dage efter den dag rodde far og søn i stille vejr 
over vandet til Storliden for at samtale om brylluppet. "Den 
toften ligger ikke sikkert under mig," sagde sønnen og rejste 
sig for at lægge den tilrette. I det samme glider den tilje, han 
står på; han slår ud med armene, gir et skrig og falder i 
vandet. — "Tag i åren!" ropte faderen, han rejste sig op og stak 
den ud. Men da sønnen havde gjort et par tag, stivner han. 
"Vent lidt!" ropte faderen, han rodde til. Da vælter sønnen 
bagover, ser langt på faderen — og synker. 

Thord vilde ikke ret tro det, han holdt båden stille og 
stirrede på den pletten, hvor sønnen var sunket ned, som skulde 
han komme op igjen. Der steg nogle bobler op, endnu nogle, 
så bare én stor, der brast, — og spejlblank lå atter sjøen. 

I tre dage og tre nætter så folk faderen ro rundt om den 
pletten uden at ta mad eller søvn til sig; han soknede efter sin 
søn. Og på den tredje dag om morgenen fandt han ham og 
kom bærende over bakkerne med ham til sin gård. 

Det kunde vel være gåt et år hen siden hin dag. Da hører 
præsten sent en høstkvæld nogen rusle ved døren ude i 
forstuen og famle varsomt efter låsen. Præsten åbnede døren, og 
ind trådte en høj, foroverbøjet mand, mager og hvid af hår. 
Præsten så længe på ham, før han kjendte ham; det var Thord. 
"Kommer du så sent?" sagde præsten og stod stille foran ham. 
"Å ja; jeg kommer sent," sagde Thord, han satte sig ned. 
Præsten satte sig også, som han ventede; der var længe stilt. 


Da sagde Thord: "Jeg har noget med, som jeg gjærne vilde 
gi til de fattige; det skulde gjøres til et legat og bære min søns 
navn;" — han rejste sig, lagde penger på bordet og satte sig 
atter. Præsten tællede dem op; "det var mange penger," sagde 
han. — "Det er hælvten af min gård; jeg solgte den idag." 
Præsten blev siddende i lang stilhed; han spurte endelig, men 
mildt: "Hvad vil du nu ta dig for, Thord?" — "Noget bedre." 
— De sad en stund, Thord med øjnene mod gulvet, præsten 
med øjnene på ham. Da sagde præsten sagte og langt: "Nu 
tænker jeg, at sønnen din endelig er blevet dig til velsignelse." 
— "Ja, nu tænker jeg det også selv," sagde Thord, han så op, 
og to tårer randt tunge ned over hans ansigt.